Politikernes dissonans er nok den værste, for de er vel nok engang bevidste om det. De laver jo ikke andet end at producere bortforklaringer, kausaliteter, der ikke helt holder og gode undskyldninger, for netop at se bort fra det ansvar vi egentlig har.

Af Emil Bülow Petersen, redaktionen VBavis.

Dissonans.
Et ord jeg er begyndt at tænke over siden jeg læste en DR-artikel omkring hvorfor vi mennesker blandt andet ødelægger miljøet på vore kæreste klode. Ordet dissonans betyder jo blot at to modstridende holdninger eller former konfronterer hinanden indbyrdes. I DRs artikel kunne man læse om akademiske eksperters forklaringer på hvorfor vi mennesker universelt vælger at leve med vaner, der skader både os selv, naturen og folk omkring os, selvom vi samtidigt er klar over netop denne kontraproduktivitet og skadelighed.

Forklaringen de kommer med er; når vi er bevidste om at vi gør noget skadeligt, men samtidigt har lyst til at gøre netop denne ting, så opstår der dissonans i vores bevidste hoveder, der resulterer i at vi skaber bortforklaringer, dårlige undskyldninger og deslige – vi udsætter problemet til senere, vi giver andre ansvaret og vi lever i nuet – osv.
Når du læser en artikel, eller prædiker om miljøbevidsthed, og du så det næste øjeblik vælger at tænde en cigaret fyldt med kultilte, nikotin og tjære, så hænger det jo ikke helt sammen med fornuften i at ville bevare naturens helbred – men det hænger derimod sammen med vores evne til at reflektere og handle udenom instinkter – netop at vi skaber bortforklaringer gennem dissonansen så vi kan nyde denne enkle lille cigaret i tidens ‘nu og her’ med følelsen af at vores eget liv skal nydes og plejes inden det er for sent. Basically, så handler det om en kombination af eksistentialistisk bevidsthed, egoisme, tidsfilosofisk reflektion og fysisk afhængighed- tænker jeg.
 
Det fik mig til at tænke en hel masse. Så her sidder jeg så og skriver dette opslag…
Jeg tænker nemlig at denne dissonans opstår i enormt mange sammenhænge, og at selve tanken om at skadelige handlinger kommer fra denne proces egentlig er enormt fascinerende og vigtig at være bevidst om – hvorfor jeg skriver om det.
Når man hører om de store miljøskadelige faktorer så som kød-industrien, transportmidler og plastikspild, så burde man jo instinktivt uden eftertanke droppe plastik, købe en cykel, investere i miljøneutralt transportteknologi og spise vegetarmad, men det, der sker er vel ofte, at afstanden til problemerne og kompleksiteten af problemet er så sofistikeret, at man hurtigt konkluderer, at når naboen tager bilen, spiser kød, ryger smøger og køber plastikposer, så kan jeg vel også gøre det – nu hvor der er så mange, der gør det, kan jeg ikke redde resten af verden.
Når man hører om mennesker, der flygter i hundredetusinde-vis over verdenshave, nationer og gennem trauma-producerende scenerier så som krig, død og ødelæggelse, så tænker man jo med det samme at man burde tage ansvaret – nu hvor det er vores selvvalgte politikere, der gennem historien har skabt konflikt og uro gang på gang i Mellemøsten, Asien og Afrika – gensidigt selvfølgelig – men vi har da et ansvar. Både internationale konventioner, indre fornuft og empati og historie, fortæller os at vi skal hjælpe dem – men hvad sker der så når politikerne stigmatiserer disse mennesker med “økonomisk byrde”, “terror”, “luksus-migranter”, “voldtægtskulturer” osv…. og når problemet jo er så ‘laaaangt’ væk selvom de faktisk er nået hele vejen op til motorvej E45 på egen hånd – så opstår der sgu da DISSONANS: Man tænker.. jamen dog, hvad skal vi gøre?
 
Og politikernes dissonans er nok den værste, for de er vel nok engang bevidste om det. De laver jo ikke andet end at producere bortforklaringer, kausaliteter, der ikke helt holder og gode undskyldninger, for netop at se bort fra det ansvar, vi egentlig har.
Der er meget vi kan gøre. Jeg kunne lade være med at tage flyet ned til min kæreste i Polen 2 gange om måneden, hvis jeg prioriterede miljøet højere end hende, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg kunne nægte at tænde smøgen hvis jeg prioriterede miljøet højere end carpe diem og alternative stress-reliefs, men det vælger jeg kun engang imellem at se bort fra.
Jeg kunne vælge at lade være med at spise kød, når nu jeg ved hvordan man laver rødbede-bøffer – der i øvrigt smager fantastisk og nærmer sig smagen af kød – men jeg vælger ofte at købe den skide pakke hakkebøf alligevel, endda pakket ind i plastik. Jeg kunne vælge at droppe arbejdet, uddannelsesplanerne, familien og vennerne for at tage ned og støtte flygtninge og fattige i kampen for altruismen – men alligevel er denne aktivisme blot integreret i mit liv som en deltidshobby – ikke at den ikke betyder noget, faktisk er jeg enormt glad for at hjælpe og støtte – og emnet interesserer mig – men dedikationen på 110 procent er ikke tilstede – selvom alle faktisk har mulighed for det. Man vælger altid at tænke “benefit versus cost” som mit forbillede Rane Willerslev (antropolog og direktør for nationalmuseet) har sagt – også på DR.