Ugen som er gået har været hård. Flere af Danmarks elite, har luftet deres meninger i diverse medieoutlets og SoMe. Lige fra en altid helt forvirret Sørine, til kokain forsvarende Asger Aamund, til politikere som hverken ser et problem ift. deres selvskabte klassekamp. Den selvskabte blussende racisme og selvskabte Me too/feminisme. Time’s up… Time’s up!

Personligt synes jeg at det er passende, at takke de som har kæmpet lige fra starten. Kæmpet for et bedre Danmark for os alle. Som kæmper uden racisme, materialistisk grådighed og hvor mennesker er lige.
Mennesker, som har kæmpet hele deres liv. Som arbejder familier. Som samfundskæmpere, for de som ikke har andre steder at gå hen. Væk fra en hverdag med vold. Og hvor disse mennesker tager imod med åbne arme, varme og tryghed.
De som i dag kæmper for et bedre Danmark.

Jeg synes det er på sin plads.

Mange eksempler kan trækkes frem. Lige fra de som ser det menneskelige i sin nabo, kolllega, en fremmed. At aspektet menneske og vores overlevelse er det vigtigste. Hvor der bliver troet på, at hvis vi står sammen og hvor styrken er medmenneskelighed, så findes løsningerne i stedet for problemerne, tårner sig op.

Disse mennesker tog imod mennesker, som flygtede fra krig. Hvor ordet krig for en dansker kun er et ord, og aldrig oplevet. Hvor hverdagen med bomber og døde kroppe, er for en dansker scener fra en hollywood film. Hvor flugt er oplevelsen fra det seneste afsnit, i en krigsserie på netflix.

Disse mennesker tog imod mennesker, hvor overlevelsen ikke kun handlede om at overleve i det land som man flygter fra, men endnu værre, at overleve turen til et bedre liv. For sine børn.
Disse mennesker kæmper for at børn, igen ser far og mor. Genforenelsen mellem søskende. Søskende som forsvandt.

Heldigvis har de fleste nulevende danskere ikke oplevet hvad krig er. Hørt lyden fra en bombe, falde udenfor hoveddøren. Skud fra en rigtig pistol, eller mærket frygt fra hver celle i kroppen, i frygt for ens eget eller familie medlems liv. Det gør danskere privilegerede. Yderst privilegerede!

Disse mennesker kæmper for en hverdag, hvor de traumatiserede oplevelser, en dag bliver fortid. Og hvor fokus er nutiden. De små glæder, imellem de store umenneskelige kampe. Måske er det sådan håb ser ud…

Disse mennesker sørgede for, at over 20.000 familier kunne holde jul hvor der var mad i køleskabet.
Mennesker som i forvejen er kørt helt ud på et sidespor, grundet den siddende regerings beslutninger.
Mennesker som dagligt befinder sig i fysisk og psykisk smerte. Mennesker som har knoklet deres dagligdag igennem, for at generationer efter dem, kunne nyde.
For at Lars Løkke kan nyde. Mette Frederiksen kan nyde. Inger Støjberg kan nyde. Så Kenneth, Knuth, Martin, Pernille, Rasmus Jarlov og Kristian kan nyde. Og det kan vi alle se at de gør. Nyder på bekostning af kroppe som i dag er forkrøblede, smerteramte, og søvnløse. Men som stadig gør det de kender bedst til, at sørge for deres næste og kæmpe for de som ingenting har.
Som sørger for det, som den siddende regering ikke formår.

At sørge for, at børn i Danmark er mætte. At de kan holde jul, med mad og lidt godter. At børnene får en julegave, konfirmations oplevelser, og endnu vigtigere tag over hovedet.
De sørger for at den enlige mor, ikke behøver at arbejde som sex arbejder, som hun var nødsaget til, så hun kan betale sine regninger og give sine børn mad.
De sørger for at de syge, de handicappede, de hjemløse, at de som ikke selv har mulighed økonomisk for at få mad, får mad.

Jeg synes at det er passende, på denne fredag hvor skyerne hænger lavt, men hvor solen alligevel er ved at bryde igennem, jo længere jeg når ned i teksten hvor oprigtig taknemmelighed er på sin plads.

En taknemmelighed som eliten prøver at sole sig i, eller gemme væk. Men hvor vi andre godt ved, hvem som er limen i dette samfund. Borgerne! Os som gang på gang sørger for, at rydde op i elitens grådighed. Når statskassen er suget for milliarder, af mennesker som i forvejen har. Penge som er i skattely, for at sikre at pengene ikke går til den danske velfærd. Offentlige og statslige lønninger, lønninger som samfundet betaler. Eftervederlag, bonusser, ”underhåndsaftaler” på direktions og leder gangene på jobcentrene, pension til politikere og deres børn. Citylejligheder til ministre, Audi minister biler. Vi betaler for deres snyd, bedrag og grådighed. Lige fra rådhusbryllupper, runde fødselsdage, og kvotekonge gaver. Som er modtaget af Danmarks statsminister ham selv. Korruptionen har mange ansigter, størrelser og former. Men sådanne former for kriminalitet skal også betales. Og som vi alle ved, så sendes regningen til borgerne. Borgerne betaler.

En taknemmelighed er i den grad på plads.

Og i er mange. I er tusinder, og mange af jer er i grupper på de sociale medier. Grupper som Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre, Bekæmp fattigdom nu, og Venligboerne.

I skal bare vide at vi ser jer. At vi mærker jer. Og ikke mindst vores ydmyghed og taknemmelighed for jeres utrættelige arbejde, for folket. For samfundet. For os alle, i Danmark.