Af Peer Aagaard

Grafik Jørn Tolstrup

 

Der sker et voldsomt kulturskred i store dele af verden i disse år, og Danmark er et af de lande, som baner vejen.

Jeg taler om holdningen til vores medmennesker.

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig var det ikke svært at samle konsensus om, at aldrig mere skulle kloden kastes ud i konflikter mellem forskellige grupperinger af mennesker. Til fremme af den dagsorden blev FN grundlagt, og Menneskerettighedserklæringen forfattet.

Med 62 millioner døde i frisk erindring og et smadret Centraleuropa som kulisse var den humanistiske tankegang om respekt for det enkelte menneskes ret til et liv i frihed og om, at vi alle har et moralsk ansvar for vores medmenneskers ve og vel altdominerende i de år, og sådan blev det længe ved med at være i størstedelen af den vestlige verden.

Siden krigen har globaliseringen for alvor taget fart. På daglig basis konfronterer medierne os med menneskelige lidelser, og kontrasten mellem vores rige, fredfyldte del af verden og områder med krig og sult og nød står skarpere end nogensinde før.

Ikke siden verdenskrigen har behovet for medmenneskelig solidaritet og forståelse været større. Det er nu, vi udfordres på vores humanistiske grundsyn. Det er nu, vi skal stå på mål for alle vores gyldne løfter til hinanden. De smukke tanker bag De forenede Nationer og Menneskerettighedserklæringen er præcis lige så aktuelle og relevante i dag, som den gang de blev grundfæstede elementer i vores verdenssyn.

Man skulle tro, at disse betragtninger var selvfølgeligheder, men den kollektive hukommelse er kort blandt os mennesker. Humanismen er under pres.

Uhyggeligt nok kommer presset i vores del af verden fra den politiske højrefløj – den samme fløj, som kastede kloden ud i krigens ragnarok. Med en til lejligheden bevidst valgt historieløshed bryster store dele af den vestlige verdens højrepartier sig i disse år af deres anti-humanisme. Deres begrundelser er forskellige og går lige fra tanker om, at for meget solidaritet med nødlidende truer ens egen velfærd til abstrakte påstande om, at hvis for mange forskellige mennesker blandes i et samfund, undergraves dets kulturelle værdier. Endelig er der dem på yderfløjen, som bekender ren kulør og taler om vigtigheden af racerenhed eller som påstår, at tilhængere af andre religioner har en iboende ondskab, som skal bekæmpes for enhver pris. Selv hvis de ikke selv kalder sig det, er sidstnævnte gruppe i praksis vore dages nazister. At lede efter andre betegnelser for dem er et akademisk skoleridt uden realpolitisk værdi, bortset fra at flere og flere af dem ser tydeligvis en vis pr-værdi at kalde sig noget andet end de udyr, som smadrede verden for få årtier siden.

Det er i dette miljø, at det foromtalte kulturskred finder sted. Det sker langsomt, ja, næsten umærkeligt, men ubønhørligt, og det sker i ly af en sproglig kreativitet, som kun kan betegnes som enestående.

I en sådan situation er der brug for pejlemærker. Det er nødvendigt ind i mellem at stoppe op og stille spørgsmålstegn ved de udmeldinger, som kommer fra politisk hold. Gør man det, forundres og forfærdes man ofte ved at konstatere, hvor meget retorikken og dermed også tankegangen har forandret sig i store dele af det politiske liv. Der siges ting i dag, som for ganske få år siden havde været uhørte, og som ville have vakt et ramaskrig i befolkningen.

Effekten er tydeligvis selvforstærkende. Jo flere som vover at fremsætte uhyrligheder, jo flere følger med. Desværre er der ikke kun tale om en lemminge-effekt, hvor dumme dyr i flok og uden omtanke kaster sig ud over kanten og ned i hadets dehumaniserede sump. Som regel er der tale om et kynisk, kalkuleret valg.

Tydeligst ser man det i politiske partier, som tidligere blev regnet som en del af den politiske midte. De drages mod sumpen, fordi de på populistisk vis ser en mulighed for at udvide deres magtbase, men da de i høj grad tidligere har bygget deres politik på netop at være humanismens bolværk mod en ond verden, har de brug for at retfærdiggøre deres dramatiske holdningsændring.

Det er, hvad Danmarks socialdemokratiske parti har gang i for øjnene af os. Filosoffer og teologer har brugt århundreder på at definere humanisme. Politisk blev begrebet udkrystalliseret klart og tydeligt i FN’s Charter og i Menneskerettighedserklæringen. Og ind på scenen kommer så Mette Frederiksen med sit personlige behov for at omskrive alle de velvalgte ord til noget, som passer bedre ind i hendes nye dagsorden.

I mandags præsenterede hun et nyt socialdemokratisk udlændingeudspil, som er et opgør med årtiers dansk politik. Dagen efter talte hun i Stockholm for en stor skare af nordiske socialdemokrater og fagforeningsfolk, hvor hun til forsamlingens chok og misfornøjelse blandt andet fastslog, at “tiden er kommet til at udfordre, hvad humanisme egentlig er.”

Gad vide om hun overhovedet har overvejet, hvilke værdier det er, hun er ved at sætte over styr?

Da Socialdemokratiet holdt kongres i 1988 skete det under sloganet ” En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”. Elleve år senere fastslog Poul Nyrup i sin åbningstale til Folketinget, at anti-humanister ikke er stuerene. I dag bruger Mette Frederiksen mange ord på at forklare, at en fremmed er en person, som for enhver pris skal holdes ude af Danmark, mens hun erklærer sig villig til at erodere en af vores demokratiske samfunds grundpiller i processen.

Det er blevet moderne at anvende ordet paradigmeskift. Tilsyneladende faldt et højtstående medlem af Dansk Folkeparti over ordet for nylig, og nu bruger partiet det til at anskueliggøre den forandring i dansk udlændingepolitik, som de ønsker. Men intet paradigmeskift er større end den mutation, som vi oplever i Socialdemokratiet.

På nitten år er socialdemokraternes forhold til DF gået fra gensidig foragt over uskyldig flirten og videre til petting-stadiet for nu at kulminere i et fuldbyrdet, ubeskyttet samleje inklusive en gevaldig baghyler med det hæderkronede gamle arbejderparti som villigt offer.

Intet under at Dansk Folkepartis udlændingeordfører er kendeligt forpustet af begejstring, og at danske humanister står måbende og rædselsslagne tilbage: her skrives historie, men det er ikke et eventyr, der ender godt. Det er en politisk deroute med rædsomme konsekvenser for vores land. Det er et moralsk og etisk kollaps. Det er begyndelsen på enden af en glorværdig æra.

Det var Karl Marx, som sagde, at “historien gentager sig – første gang som tragedie, anden gang som farce”. Gid det var så vel. Tænk hvis Mette Frederiksens humanitære paradigmeskift blot var en spøg. Desværre tyder intet på, at hun ejer humor, endsige selvironi. Så meget bedre grund er der til at tage udviklingen i Socialdemokratiet dybt alvorligt og at imødegå den med næb og kløer. Det gælder fremtiden – for dig, for mig, for Danmark og for en nødlidende verden.