I fællesskab er vi fælles om at samle skabe, om at skabe historier og om at gøre det fælles. Fællesskab er det bedste ord, der er skabt.

Af Emil Bülow Petersen, redaktionen VBavis.

En historie værd at dele og et vigtigt opråb fra min veninde og vores alle sammens nabo her i gruppens omegn. Fra helvede i Hell-singør til glæde og kaffe i Gladsaxe.

Det startede oprindeligt med at N N (fulde navn behøves ikke) pludseligt kom op i forskellige opslag på forskellige venligbogrupper søndag d. 8. juli i sidste uge. Jeg blev kontaktet af en ung mand, Sune, der sagde han var blevet ’stillet videre’ til mig i håb om at jeg kunne mobilisere nogle mennesker, der kunne hjælpe den her omtalte nytilflyttede dame og hendes to børn, der lige var kommet til en kommunalt finansieret – heraf tom -lejlighed med nøgne vægge og triste ensomme gardin-ophæng. Men. Helt tom skulle den ikke forblive. Ved siden af at jeg følte mig som Mads Nygaard med hele mobiliserings-forventningen (altså som en helt, i tilfældet du læser med Mads), så var jeg også totalt forvirret. Jeg havde intet fået at vide udover at damen med disse små børn manglede ALT! Så der manglede transport fra Gentofte Ikea, der manglede folk til at samle møbler og pludseligt manglede der tapetsering.

Well, hvad er det første jeg ville gøre var jeg i Mads’ hoved? Jo, jeg hiver jo fat i hver mand på jord, og det skete jo så. Jeg skrev til både AnneLise Marstrand, Nicolai og hele banden. Og så pludseligt var der fart på. Jeg havde hørt at de var inde over sagen i forvejen. Nicolai ringede også lige hurtigt og satte mig på plads. Han er vant til at jeg ’farer ud i krydset uden at se mig for, når jeg påtager mig ansvar hos Venligboerne’, og han har ret. Så godt jeg har nogen, der lige kan hviske mig i øret at det hele nok skal gå. Og ja, så fik vi jo delt nogle opslag hist og her, og så først meldte Camilla sig på banen med hendes kæreste, til at tage hen til N N og børnene i Gladsaxe med værktøj og kage, for at samle så meget som muligt. Smukt. En opposition til Inger Støjbergs kage-bageri. Hun skiller ad og bager. Vi samler igen og bager bedre. Nå, men tak til dig Camilla og kæresten for at byde muskler til. Herefter går der ikke langt tid før Camilla finder ud af at der skal tapetseres i hele lejligheden før møblerne kan blive samlet. Og transport mangler til at få møblerne hjem. En mand ved navn Jørgen melder sig straks og kører hele møbleringen til hendes lejlighed. En populær blogger melder sig pludseligt i mine privatbeskeder og deler et opslag efter tapet. Vi får bid. Også i de andres opslag. Jeg hører at der tapetseres og at møblerne er transporteret og at det hele er fint!

Fantastisk hvordan fællesskabet bare er fælles! Og i ”fællesskabet” finder vi ordet ”skab” – for de skabe vi samler og for de historier vi skaber! Ja tak! Sand poesi!

Så i dag cirka en uge senere tager jeg fri fra arbejde for at tage med Tine ud til N N for at samle de skabe der. Vi kommer derud. N N sidder bag en åben dør i en flyttekassefyldt lejlighed med tåre i øjnene. Hun trøstes af flyttemanden Jørgen, der kom i sidste øjeblik før ferieturen til Sverige, for at aflevere en seng. Vi kommer ind, får en dejlig varm velkomst og får flyttet nogle ting frem og tilbage. Så tog N N til krisemøde og vi blev og kæmpede med skabene. Hyggeligt var det. N N kom hjem. Og så begyndte vi at tale sammen. Om alt. Om os selv, om hende, om skabene og ordet ’kaffe’ blev nævnt. Så var der kaffe. Jeg sagde ”ja” til mælk til kaffen på arabisk i mit eget hoved, men åbenbart brugte jeg det forkerte ord og sagde nej i stedet. Nå, men arabisk skal jeg nok lære. Vi grinte. Imens jeg i min muskel-blottende-t-shirt rød i hovedet skruede skruer i skabene fik vi bare en lang og hyggelig snak og diskussion. Tonen ændrede sig lidt, og pludseligt talte vi om hende og hendes oplevelser fra krisecentret i Helsingør og på Dannebrogsgade. Her kommer vi til anden del af historien. Nemlig hendes opråb. Hun bedte mig dele dette opslag og fortælle om de ting hun fortalte mig om krisecentret. Ikke for hendes skyld, men for de børn og voksne, der bor der nu.

Fra Hell-singør til Gladsaxe.
Det som N N fortæller mig er i helikopterperspektivet en dejavu-beretning om dagens Danmark og behandlingen af folk i krise. N N har en eksmand. En dansk mand, der dominerede forholdet både mentalt og fysisk. Derfor en ”eks”. Omkring d. 6. februar vælger kommunen som N N er tilknyttet at fortælle hende og konkludere, at hun nu skal på krisecenter med hendes børn. Det var det bedste i forhold til at komme væk fra manden. Han ville ikke skilles fra hende så skilsmissen er noget, der først er aktuel til næste år. Der går ikke mere end 2 dage, og så kommer hun og hendes børn på krisecenteret i Helsingør. Det jammerlige er at hun ikke havde fået noget at vide af sagsbehandler eller nogen anden om forholdene på centret. Men en forudantagelse om at stedet ville være en hjælp var der jo selvfølgelig – men at det faktisk ville være en forfærdelig oplevelse, havde hun ikke regnet med.

Forholdene er således: Der er cirka 40 familier, omkring 8 ansatte og uden tvivl en dårlig stemning. N N og hendes 2 børn fik et lille værelse ”på størrelse med det her rum vi sidder i nu”, beskrev hun. Alle voksne på centret er i en eller anden krise – dvs. frustrerede, deprimerede og syge mennesker, der alle deler samme atmosfære. Altså stemningen, motivationen og fællesskabet er ikke til at råbe hurra for. Det værste er det faktum at børnene – de mest uskyldige mennesker på kloden – skal omgives af disse følelsesmæssige og oplevelsesmæssige input. Deres udvikling foregår bogstavelig talt imens de lever her. De første 2 måneder fik børnene ingen skolegang. N N var ikke tilfreds. Hun var selvfølgelig forarvet over at hendes børns dannelse skulle stoppe og at deres omgivelser var præget af alt den krise. Hun prøvede hårdt på at få beaukratiet til at give hendes børn skole, og som svar på denne basale nødvendighed valgte de at sende hende og børnene til et nyt krisecenter – nemlig i centrum på Dannebrogsgade. Hvorfor de gjorde det, ved vi heller ikke.

Her blev det kun værre. Forholdene er de samme. Og en mand på centret valgt at misbruge hendes børn. Det fandt hun selv ud af og fik ham fængslet. Fra hell on earth i et forhold til hell i Helsingør og videre til endnu et helvede på Dannebrogsgade. Tænk at disse historier ikke er breaking news i nyhederne – men det er nu altid noget, der ikke vil blive ignoreret af os – venligboerne. Jeg fortalte hende straks om venligboerne eftersom hun ikke havde hørt om os. Jeg sagde, ”ham Nicolai, der var her i sidste uge for eksempel, ham med det pæne smil, han er også venligboer!” Og så snakkede vi lidt om det. Tine nævnte at der findes sprog-caféer, og jeg så lyset tænde i N N’s øjne! Hun udbrød: ”JA! Det vil jeg meget gerne med til!” (Så læser du den her historie i en venligbogruppe, og kender du til en sprogcafé nær Gladsaxe, så kommenter det gerne, så er du fantastisk).

For at hive fat i hendes opråb igen, så er det utroligt at krisecentre i Danmark er lige så fattige på fællesskab og hjælp som udrejsecentrene og resten af Inger Støjbergs institutioner er. Centrene tilbyder hjælp og støtte. Men ifølge N N drikker de ansatte bare kaffe uden at hjælpe aktivt til i folks personlige liv – og det burde jo være en funktion – synes jeg også. Det er jo ikke bare en lejretur for folk, der skal have lidt afstand til problemerne, det burde jo være et sted man fik hjælp.

Nå, men nu sidder hun i lejligheden i Gladsaxe. Jeg og Tine fik samlet skabene, sagt farvel og på gensyn, og nu er historien omme. Alt i alt en genklang af vigtigheden af Venligboernes eksistens, og et opråb om forholdene på krisecentret i Helsingør og på Dannebrogsgade. Del gerne artiklen her, eller tag selv et kig forbi et krisecenter, hvis der er adgang. Ifølge N N er det en alvorlig situation for de børn, der potentielt selv ender i krise efter et ophold på krisecentrene.

Tak til alle jer, der har hjulpet N N og hendes børn indtil videre, og til jer, der fremover hjælper hende med resten. Hun er en fantastik person, der ikke finder sig i noget, og hun fortjener kun kærlighed og kram – det samme gør du, der opsøger det selv. Tak til venligboerne!