Hvis vi tog ansvar og opsøgte flygtningene i stedet for at fremmedgøre dem, ville vi give dem en kæmpe gave. Vi ville kunne hjælpe dem med at få livskvaliteten tilbage.

Skrevet af Anton Løkke Laursen, fra Bagsværd Kostskole og gymnasium.

Forleden dag flygtede jeg til en fjern galakse. Altså, ikke i konkret forstand, men når man sidder i Imperials behagelige biografsæder, er det svært ikke at lade sig rive med og fuldstændigt glemme tid og sted. Jeg var taget i biografen med min far for at se den nyeste Star Wars-film ”The Last Jedi”, og som jeg sad der i mørket, var det ikke svært at give sig hen til de storslåede kampscener og flotte visuelle effekter. Gennem hele den relativt lange spilletid på 152 minutter var det som om, filmens konstruerede virkelighed overtog pladsen fra den virkelige virkelighed. På trods af at være dybt urealistisk, brag og ild i rummet… yeah right, formåede den at fange mig helt og aldeles.

Andre gør ligesom mig, og flytter deres fokus fra den reelle virkelighed over på et konstrueret alternativ. De flygter fra deres egen hverdag over i en anden, der er mere fremmedartet, spændende eller sjov. Eksempelvis gennem en film, bog eller tv-serie. 
Det er tankevækkende, at vi drømmer os ind i universer som Star Wars og Harry Potter, da det jo i bund og grund er nogle vildt farlige steder, hvor man sjældent kan vide sig sikker. Ja, tænk at det på nogen måde kan virke tiltrækkende at have Kylo Ren eller Lord Voldemort i hælene. Hvad er det sjove eller interessante i at se nogle stakkels mennesker kæmpe for deres liv? Dybest set handler det om en indre følelse af ”Godt, det ikke er mig”. Harry Potters og Jediriddernes hårde kamp for at genoprette orden får os simpelthen til at føle os godt tilpas. Lettede. Man kan se det som en slags restitution, som hjælper kroppen og hjernen tilbage på sporet og klar til en ny omgang hverdagsslid. Vi oplever vores hverdag som ensformig og udmattende, og begynder derfor at praktisere en slags eskapisme gennem førnævnte medier.

Naturligvis er det ikke et problem, at folk sætter sig med en film, bog eller tv-serie i ny og næ og glider væk fra det reelle virkelighedsplan. Det, at kunne tage væk og lægge virkeligheden bag sig, er en nyttig, endda livsnødvendig ting. Hvad ville der ske, hvis vi ikke kunne tænde for Netflix og se det seneste afsnit af yndlingsserien eller læse i yndlingsbogen? Jeg tror, at det er vigtigt ikke hele tiden at skulle være på og klar til at performe. Jeg tror, at mange, mig selv inkluderet, kan have rigtig godt af at kunne trække sig tilbage i ny og næ og glemme alle gøremål, problemer og andet, der kunne tynge. Vi lever i et samfund, hvor vi er tvunget til at være på 24/7 på de sociale medier, mail etc. Når jeg flygter ind i en anden verden, har jeg en oplevelse af, at alle de ting forsvinder. Uden det afbræk tror jeg, at vi ville se mange flere tilfælde af depressioner. Måske ikke blandt os privilegerede gymnasieelever, men der er udsatte grupper, som har alvorligt brug for et pusterum i hverdagen. Mennesker hvis liv sommetider kan være ubærlige. Mennesker som den syriske flygtningedreng, der selv tager kontakt til forfatter Mads Nygaard, medstifter af Venligboerne, for at få hjælp til familiesammenføring med sine forældre.

Flygtningedrengen havde ikke de mange penge, det krævede at blive forenet med Mor og Far. Der var ingen til at hjælpe ham med at skaffe pengene. Han var overladt til sig selv. Disse menneskers situation er så svær, at de virkelig kan have brug for at tage væk og tænke på noget andet. Noget bedre. Der er en stor forskel mellem, når jeg rejser ind i en anden virkelighed, og når en flygtning gør det. For mig er det en luksus at kunne glemme den grå hverdag og erstatte den med en mere spændende og intens. Det er ikke ligefrem livsnødvendigt for mig at få et afbræk. Jeg ville kunne komme tilbage på sporet på den ene eller den anden måde. Flygtninge derimod, mennesker hvis hjemby er en krigszone, mennesker, der har mistet det liv, de engang havde, de har brug for at komme væk fra virkeligheden. Den har været ufatteligt hård ved dem, og de fortjener virkelig at kunne lægge den bag sig i en tid. I modsætning til mig, mangler de ikke spænding i hverdagen. De mangler den tryghed, der blev taget fra dem, den dag krigen startede. De vil muligvis aldrig få den helt tilbage igen, men den korte glemsel kan være en kæmpestor hjælp. Vi kan gøre noget, for at hjælpe dem med at bearbejde det, de har gået igennem. Vi må ikke glemme, at det er sundt at have interaktion med andre Homo Sapiens, som vel og mærket ikke består af pixels eller blæk, men af kød og blod. Vi har brug for det ægte sociale fælleskab for at kunne fungere. Hvis vi tog ansvar og opsøgte flygtningene i stedet for at fremmedgøre dem, ville vi give dem en kæmpe gave. Vi ville kunne hjælpe dem med at få livskvaliteten tilbage. De ville kunne give det fremmedartede og spændende, vi søger efter i hverdagen. I stedet for at praktisere luksusflugt kunne vi forholde os til virkeligheden.       

Hvem ved, hvad der ville ske med disse mennesker, hvis de ikke kunne glemme det, de har oplevet i krigen i bare nogle minutter?


Anton Løkke er vinderen af en skrive-konkurrence på hans skole, som Mads Nygaard var dommer af.
Konkurrencen gik ud på at alle eleverne skulle skrive en stil om flygtninge, og dette er Mads’ begrundelse for at give Antons stil førstepladsen:

“Jeg synes, han skal vinde, fordi han formår at tegne et billede af sit eget univers, der ligger oceaner langt væk fra flygtningekrisen, og pludselig svinger han elegant over i en fjern galakse og kurer hele vejen langs Mælkevejen ned på en mark i Danmark, hvor vi alle og én kan genkende landskabet.”

Tak til Anton Løkke for stilen, med venlig hilsen Redaktion VBavis.