Af Peer Aagaard, Debattør

Foto TV2

Hvis jeg af en eller anden grund pludseligt befandt mig i et fremmed land og med udsigt til at skulle bo der resten af mine dage, ville jeg hurtigt forsøge at tilegne mig det lokale sprog.

Det er – tror jeg – en almenmenneskelig egenskab at føle behov for at høre til, og her spiller sproget en vigtig rolle.

Derfor har jeg naturligvis heller intet imod, at TV2 igen dedikerer et program til at problematisere den manglende integration visse steder i Danmark. Til gengæld er jeg i høj grad modstander af måden, de gør det på. I modsætning til folk på højrefløjen og flertallet af danske medier opfatter jeg ikke problemet som ensidigt – det har mange årsager, som berører emner som kvindepolitik og -frigørelse, kønsrollemønstre, uddannelse, analfabetisme og ikke mindst danskeres elendige evne til at række hånden ud til folk fra andre lande.

Sidstnævnte område skal ikke undervurderes. Den verdensomspændende forening af expats laver regelmæssigt undersøgelser, som afdækker hvor let eller svært det er for udlændinge af falde til i forskellige lande. Hver gang kommer Danmark ud med en lammende elendig vurdering, og det vel at mærke fra mennesker, som typisk er højtuddannede og udsendt af deres arbejdsplads. Helt aktuelt behøver man blot at tænke på den behandling, Prins Henrik blev udsat for. Selv en europæer, som oven i købet blev gift med vores Dronning, slap ikke for at blive kanøflet for sit sprog og ved gud også for sin “etniske oprindelse”. Bare antydningen af en vis glæde ved fransk mad eller en glødende interesse for vin var nok til, at han i vide kredse blev anset som udansk eller i hvert fald ikke dansk nok til at være en af vores egne.

Der er altså mange gode grunde til at forholde sig til de sociale mekanismer, som holder folk uden for det store fællesskab, som vi kalder Danmark. Man kan vælge at gøre det i form af et blame-game overfor vores indvandrere, som de ynder det på højrefløjen, eller man kan vælge en mere nuanceret vinkel og vil så opdage, at pilen i høj grad peger på os selv.

Desværre er det ikke sidstnævnte tilgang til området, der præger TV2’s adfærd. I dag holdes historien ved lige på stationens nyhedskanal, og der klippes direkte fra indslaget fra Vollsmose til Dansk Folkepartis Peter Skaarup, som partitraditionen tro har taget opstilling på sin villavej for at belære befolkningen om, at det er mere racisme, mere had og flere straffe over de formastelige, der skal til for at løse problemet.

Det forholder sig stik modsat. Dansk Folkeparti har ikke løsningen på et eneste af de samfundsproblemer, der præger dagens Danmark. Snarere er partiet i høj grad årsag til dem. Indtil DF kom på banen, omfattede vi faktisk udlændinge med en høj grad af imødekommenhed, venlig nysgerrighed og interesse her i landet. Derefter gik det stærkt ned ad bakke. I dag sidder der en dømt racist på Folketingets formandsstol, og nu er det racisterne, vi omfavner, samtidig med at vi er de ukronede mestre i national selvfedme og selvtilstrækkelighed.

Lad os bare tale om, at en stor del af problemerne med integration er kulturelt betingede, men debatten kan ikke føres uden det gevaldige greb i egen barm, som vi så åbenlyst undslår os for.

Man kunne starte med at spørge: hvorfor skulle nogen udlænding dog have interesse i at forsøge at blive som os, velvidende at slaget er tabt på forhånd? Om så samtlige muslimske kvinder her i landet talte dansk uden accent og havde forsvaret en Ph.d.-afhandling om Gorm den Gamle, ville Peter Skaarup jo stadig ikke være tilfreds, for hvad med deres påklædning? Hvad med deres kostvaner? Hvad med deres religion? Hvad med deres tv-vaner? Hvad med deres højtider? Hvad med dem de gifter sig med? Og kan man nu også være sikker på, at de kan deres Matador udenad?

Så længe kanøflen af alle anderledes er vores nationalsport, løser vi aldrig problemet, for så længe bliver vi aldrig i stand til at tage den venlige samtale med vores nye medborgere, som skal til. De ynder at tale om parallelsamfund på højrefløjen, men skal to parallelle veje forenes, kræver det en sammenfletning. En sådan umuliggøres, hvis den ene part har travlt med at bygge meterhøje autoværn på begge sider af sin vejbane.

Desværre behøver man ikke at se mange sekunder af TV2’s program for at konstatere, at den nødvendige dialog er aldeles fraværende, der hvor den er mest påkrævet. Kan nogen undslå sig for tanken om, at det i virkeligheden passer mange fra højrefløjen og såmænd også TV2 og andre medier ganske godt at lade være med at tage den, fordi de dermed kan opretholde det fjendebillede af udlændinge, som i høj grad er blevet deres eksistensberettigelse?

Tænk hvis man gik den anden vej. Den konstruktive vej. Et udgangspunkt kunne være det rimelige, at nytilkomne lærer det danske sprog indenfor en overskuelig periode, mod at vi som samfund til gengæld lægger vores xenofobiske adfærd på hylden. I den situation kan ingen være i tvivl om, at de mest udfordrede ikke ville være Vollsmoses somaliske kvinder, men DF’s politikere og typer som Inger Støjberg og Pernille Vermund.

Som i så mange andre anliggender befinder også svaret på integrationsudfordringen sig på den gyldne middelvej. Hænder skal rækkes frem fra begge sider; fordomme udryddes på begge sider. Jeg frygter inderligt, at vi som samfund har et stort underskud af folk med den evne, og at problemet kun forværres i takt med, at vores land polariseres.