Venligboerne startede småt, voksede sig stort og er nu blevet til et mangfoldigt og splittet begreb, dog med samme udgangspunkt. 

Det startede tilbage i 2010. Her fik Merete Bonde Pilgaard en idé. Hun ville fremme sundheden i en bestemt bydel af Hjørring. Det handlede om at bekæmpe dårlige vaner, så som rygning, ringe kost, alkohol og manglende motion. Man etablerede så en masse forskellige aktiviteter, blandt andet en gåtur på et såkaldt gåhold. Her lagde Merete så mærke til at folk talte grimt til og om hinanden, de var ensomme og triste, istedet for at de snakkede om de dårlige vaner som hele formålet med gåholdet gik ud på. Heraf fik hun idéen til at træne venligheden. Gåholdet tog til foredrag om venlighed sammen, de talte om emnet og udviklede sig i fællesskab med fokus på at forbedre den høflige sociale adfærd mellem hinanden. Det viste sig hurtigt at parallelt med de forskellige menneskers øgede venlige opførsel, fik de også mere lyst til at smile, ændre på de dårlige vaner og sprede den gode stemning.
Det fik Merete til at gå videre med ideen. Hun ville gøre hele Hjørring til en mere venlig kommune. Hun oprettede faceboookgruppen Venligboerne i juni 2013, og her tog det så fart. Det var meningen det blot skulle være lokalt, men så opstod der undergrupper som Venligboerne Flygtningehjælp og hjulene på bussen begyndte at dreje og dreje, som man siger.

Hvordan ser bevægelsen ud i dag?
I dag er Venligboerne primært kendt for at have fokus på hjælp til flygtninge. Der er selvfølgelig også en fælles mening om at alle har ret til hjælp, og at alle kan få det hvis de spørger i dette netværk, men primært drejer det sig om den nye seneste markant voksende svage gruppe i verden – flygtninge.

Der findes venligbogrupper i hele Danmark. Alt fra Aarhus, København, Aalborg og Odense til Holbæk, Rudersdal og Esjberg. Jeg har endnu ikke stødt på en kommune uden en venligbo-facebookgruppe med aktive medlemmer. I de fleste store byer findes der endda mere end én enkelt gruppe. I Aarhus har vi en stor gruppe med omtrent 10.000 medlemmer, der hedder Venligboerne Aarhus og Omegn. Den anden gruppe hedder Venligboerne Århus og Østjylland, og har 607 medlemmer. Begge grupper kommer af samme idé og fællesskab, men er overraskende nok blevet født ud af en intern konflikt, hvori enighed ikke har fundet grobund endnu.

Sagen er at Facebookgrupper administreres af personer, der har den formelle status som administratorer i gruppen. De har de tekniske administrative adgange, som resten af medlemmerne ikke har. De kan redigere opslag, slette, censorere og udsmide samt acceptere medlemmer. Dette er fint, da der skal være orden og rammer i disse grupper, så de vigtige opslag ikke bliver gemt væk blandt knap så vigtige hilsener.
Uden at tage part i konflikten som medlem af Redaktionen VBavis, vil jeg blot redegøre for situationen i Aarhus, og herefter tale om hvordan du selv kan blive venligboer.

Fra højskoleelev til debattør og aktivist
Jeg startede på højskole i 2016 på Kalø Højskole, hvor jeg studerede antropologi og boede sammen med omkring 80 flygtninge fra forskellige lande. Der var jeg i et år og det har været de mest fantastiske dage i mit liv, og de mest indflydelsesrige tider i forhold til min identitetsdannelse og verdensforståelse.

Jeg har altid været aktiv på facebook og internettet i debatter, der omhandler integration og udlændingepolitik. Det har nemlig altid interesseret mig at fundere over andre menneskers adfærd, kultur, tankegange og sociale roller – heraf min interesse for antropologi. Denne interesse har givet mig en enormt gejst og engagement i forhold til at fordybe mig og tale om udlændinges, muslimers og generelt ikke-vestlige menneskers roller og behandling i vores verden. Det kommer også af at det mest omtalte debatemne i Danmark er omkring udlændinge og integration, da der generelt er en kollektiv diskursiv frygt og fordomsfuld misforståelse af ikke-vestlige danskere samt muslimer – alt dette med politisk udgangspunkt.

Ja og hvad så?
Den korte af den lange er, at jeg så en dag på højskolen blev kontaktet af en journalist, der havde læst nogle af mine kommentarer på en debat på internettet omkring udlændinge og muslimer. Hun spurgte om jeg ville deltage i en debat hos Clement på DR2 omkring VLAK-regeringen efter 100 dage, hvor jeg skulle tale i integrations-runden med forskellige politikere. Heriblandt Kenneth Kristensen fra DF, Sofie Carsten Nielsen fra RV, Pia fra SF og Uffe Elbæk fra Å. Det var en fantastisk og angstprovokerende oplevelse, men jeg stod frem som højskoleelev og person med reel erfaring med flygtninge. Jeg stod frem  med intentionen om at forsvare dem, og spørge politikerne om hvorfor retorikken og politikken skal være så demotiverende for mine venner, der lærer dansk og kæmper for at blive integreret på daglig basis. Det gik fint og jeg trådte ind i et kæmpe univers af aktivister, tv-fans og heraf venligbo-bevægelsen.

Jeg havde forinden kontaktet Mads Nygaard på Facebook efter jeg havde set en DR-udsendelse om ham. Jeg skrev til ham at han er skide sej og at jeg gerne vil være med til noget lignende han laver. Han svarede positivt og enormt tolerant – idét at jeg blot er en fremmed teenager – at han gerne ville mødes og snakke om det. Efter han så havde set mig i debatten fik han naturligvis endnu mere lyst til at komme og hilse på mig sammen med den enormt søde og stærke personlighed Fawaz, som han nærmest lever sammen med under foredrag og så videre – fik jeg indtrykket af. Her startede det så. Jeg blev medlem af de primære venligbogrupper på Facebook, jeg mødte lokale aktivister i Aarhus og mange andre grupper – efter min tid på højskolen, og jeg begyndte så småt at lave forskellige ting for lokale flygtninge. Det var eksempelvist indsamlinger af tøj, deltagelse i debatter – blandt andet med Aarhus Borgmester – og en stræben efter at finde lokaler til Aarhus Venligboerne, som vi kunne bruge som mødested, opbevaringssted, gratisbutik og så videre. Det har vi nemlig ikke i Aarhus, som de har andre steder. Vi havde en café, der desværre lukkede på grund af manglende økonomiske midler og en besværlig beliggenhed – tror jeg på.

Jeg begyndte langsomt at lære Venligboerne at kende, og jeg fik et positivt indtryk af at alle i dette miljø opfatter hinanden som familie og interessante medmennesker – uanset hvilken kommune, alder og beskæftigelse man kommer fra. Her er vi sammen om én ting – nemlig at skabe relationer, hjælpe og stå sammen om venligheden som befolkning og art. Jeg fik indtrykket af at alle også kunne lide mig, og at man så et håb i en ung ildsjæl, der ville kæmpe for flygtninge og specielt for at Aarhus-gruppen kunne få lokaler.

Jeg kæmpede også hårdt. Jeg kontaktede både Aarhus kommune hvor jeg siden har fået en tæt kontakt med en frivilligkoordinater, jeg snakkede med Paul Nartop fra Sager Der Samler, både i forhold til debatten med borgmesteren til hans festival, og også efterfølgende med en veninde, Anemone, jeg talte med Mellemfolkeligt Samvirke om et samarbejde med deres nye café i Aarhus, jeg talte med DFUNK, med LærDansk og med Aarhus Borgmester, Jacob Bundsgaard. Jeg gjorde alt jeg kunne rumme. Men intet held at finde nogensteder. Blot gode råd, og små skridt fremad. Jeg lærte hurtigt at lokale aktivister allerede har kæmpet samme kamp i flere år før jeg overhovedet kendte til Venligboerne. Lokaler er simpelthen så svære at få, hvis man ikke har fællesskabet med sig, penge og tidsmæssigt overskud.

Dette med at have fællesskabet med sig er grundlæggende for at få tingene til at ske. Jeg lærte så at venligboerne i den store Aarhus-gruppe på 10.000 medlemmer var gået i seng. Her var så mange medlemmer, men så lidt aktivitet. Det lyder måske som om jeg taler uden om alle dem, der rent faktisk kæmper enormt hårdt og dagligt med hjælp til svage, men det er ikke min intention her. Jeg er godt klar over at mange aktivister i Aarhus – som jeg selv har mødt – kæmper enormt hårdt og laver en masse godt, men i forhold til Aarhus gruppen er min pointe udelukkende, at antallet af medlemmer og gruppens egentlige aktivitet i Aarhus ikke hænger helt sammen. Der er selvfølgelig en udveksling af idéer, bytte og give-aways af møbler, mad og andre ting. Men potentialet af 10.000 medlemmer og hvad der ud af dette kunne ske, hvis vi havde et fysisk mødested, er ikke bragt helt til live. Der opstod så en konflikt om hvad gruppen skulle bruges til. Den administrerende ledelse af den store gruppe syntes ikke venligboerne kan deltage i noget politisk eller indsamlings-mæssigt, da de mener at venligboerne kun skal have fokus på kaffen og mødet, som Merete i sin tid startede med at have fokus på. Heraf oprettede man så den lille gruppe på 607 medlemmer, der gerne vil lave indsamlinger, deltage politisk og gøre mere indtryk på hele integrationsområdet, end blot udveksling af ting og sager, som de selvfølgelig også rummer i denne gruppe.

Så sådan ser det ud. Venligboerne er ikke én samlet gruppe med fælles forståelse for hvad man skal. Det er blot et navn – et symbolsk udtryk for hvad Merete i sin tid havde succes med – nemlig at arbejde med venligheden og hjælpsomheden. Altså bevægelsen er ikke samlet under nogle formelle papirer – som forening eller noget. Nej. Det er blot et navn, som vi alle samles under, og det fungerer rigtig fint. 
Eftersom idéen har spredt sig rundt i Danmark har befolkningen faktisk formået at skabe caféer, mødesteder, arrangementer, nationale netværks, indsamlinger til familiesammenføringer, bøger, politisk indflydelse og meget mere. Det er helt vildt hvor meget befolkningen har af indflydelse i fællesskab, i forhold til politikernes arbejde med integration og udlændinge.

For tiden er den politiske kurs negativ overfor Venligboernes ønsker. Regeringen skærer ned på hjælpen, strammer og smider folk ud. Flygtninge får ikke hjælp. Venligboerne er her for dem. Vi samler ind til familiesammenføringer så børn kan få deres forældre til Danmark. Vi udveksler relationer mellem flygtninge og danskere, så integrationen, inkluderingen og det kulturelle samspil blomstrer i den rigtige retning.

Hvor er jeg så i dag personligt? Jeg har været med til en masse ting. Disse ting jeg nævner nu er ikke fordi jeg skal tale nonchalant og højt om mig selv, men mere for at tydeliggøre hvor meget man kan opnå og blive stolt af, selvom man er ung og uvidende ligesom mig selv. Jeg ønsker ikke at sige at jeg er bedre end andre, da aktivisme blot er en beskæftigelse man selv vælger, og at alt hvad mennesker kan lide at lave i deres liv er ligeværdigt. Jeg ønsker blot at inspirere og fortælle om hvad, der er muligt trods mange forestillinger om hvad ‘aktivisme’ er.
Udover at jeg langsomt er trådt ind i en verden af mennesker og muligheder, som jeg vil fortsætte med at være en del af til jeg en dag dør, så  har jeg opnået nogle ting jeg er enormt stolt af. Udover deltagelsen i Debatten, så har jeg samlet 10.000 kroner ind til en familiesammenføring, der er lykkes sammen med en veninde, der hedder Diana Iss. Jeg har samlet utroligt meget tøj ind, der både er givet til lokale familie med behov for det, og til de afviste flygtninge på Kærshovedgaard udrejsecenter, under sultestrejken i vinteren 2017. Jeg har deltaget i debatter som ‘Venligboer’, og jeg elsker det. Lige nu arbejder jeg så lidt forskelligt med tøj-indsamlinger, hos Redaktion VBavis, som offentlig stemme og ja… det er såmænd det. Lidt flyvsk for tiden, da jeg bruger meget tid med et fuldtidsjob inden jeg flytter til Birkerød til maj. Man kan sige, at den sociale respons man får ud af at gøre noget godt, er en drivkraft, der tit kan blive forvekslet med egoisme, frem for altruisme. Jeg tror alle mennesker gør gode ting af 2 simple årsager. Den første er, at man gerne vil hjælpe andre mennesker, og den anden er at man får noget for det – et smil og en anerkendelse. Dem, der siger at de udelukkende hjælper andre for andres skyld, glemmer måske at indrømme, at den sociale status og den kærlighed man får igen, også er en drivkraft.

Hvis du vil være venligboer, så kræver det ikke nogen tilladelse eller noget formelt ritual. Det kræver blot at du har lysten og tiden til at gøre noget aktivt for dine naboer – hr. og fru jensen, flygtninge, hjemløse og ellers bare dem, der kunne bruge en hjælpende hånd. Det kræver at du kalder dig selv Venligboer – eller ikke – ligegyldigt hvad er det egentlige formål med aktivismen jo blot at hjælpe – ikke at kalde sig selv noget sofistikeret. Et godt råd er at gå ind på Facebook og søge på “Venligboerne *navn på din by*”, og så blive en del af det netværk, der er her hvor du vil være aktiv.

Det er en smuk verden du træder ind i, hvis du vælger dette. Du vil få nye venner, blive en del af et kæmpe netværk i hele landet, der alle har samme begrebsark og intentioner, du vil få muligheden for at lære folk at kende fra andre lande, da Venligboerne primært beskæftiger sig med at hjælpe flygtninge og udlændinge.

Held og lykke.


RELEVANTE LINKS – kopier og besøg siderne.
Venligboerne Aarhus (den store gruppe):
https://www.facebook.com/groups/406040086239322/?fref=nf

Venligboerne Aarhus (den lille gruppe): https://www.facebook.com/groups/835736693201854/?fref=nf
Venligboerne.dk: http://www.venligboerne.org/venligboernes-organisation/baggrund/
Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Venligboern
Faktalink: https://faktalink.dk/venligboerne
Venligboerne App, android (findes også på Itunes): https://play.google.com/store/apps/details?id=com.venligboerne.app&hl=en
VBavis på Facebook: https://www.facebook.com/VBavis.dk/
Højskolen på Kalø: http://www.kalohojskole.dk/