Paposhvili-dommen (for dummies)

 

“Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.”

 

Det lyder ikke som en tekst om udsendelse af syge flygtninge, men det er fortolkningen af denne sætning i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som er omdrejningspunktet i det politiske drama som Udlændinge- og Integrationsministeren har befundet sig i den seneste tid.

 

Udgangspunktet, når det kommer til hvem der skal opholde sig i et land, er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke blander sig. Det skyldes, at man anser dette område for at være en del af statens suverænitet. Man har dog fortolket en undtagelse til dette i konventionens artikel 3. Dette skyldes, at der er tale om et forbud uden undtagelser – hvis noget kan kategoriseres som tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling må en stat ikke udsætte et menneske for det.

 

I 1997 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol første gang, at forbuddet i art. 3 kunne fortolkes således, at det hindrer en stats adgang til at udsende en syg person i statens varetægt. Det skete i en sag rejst af den dødssyge AIDS-patient D. mod Storbritannien. Domstolen afgjorde, at man ved at sende ham tilbage til sit hjemland ville udsætte ham for en behandling i strid med forbuddet. Dette kom man frem til fordi der ikke fandtes en tilstrækkelig behandling i landet og D. derfor ville lide en pinefuld og ensom død ved udsendelse.

 

Afgørelsen var kontroversiel og bliver kritiseret for at være et udtryk for domstolens aktivisme i fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sagen bidrog til frygt for velfærdsturisme og kritik af domstolens tilsidesættelse af staternes suverænitet.

 

Domstolen har dog i senere domme gjort det klar, at der skal foreligge helt ekstraordinære omstændigheder, før en udsendelse af en syg person krænker forbuddet i art. 3. I en lignende sag fra 2008 anså man det ikke for en krænkelse af forbuddet mod tortur at sende en HIV patient til Uganda, selvom det var tvivlsomt om hun her kunne modtage den rette behandling og dette ville medføre en betydelig forkortelse af hendes liv. Det begrundede domstolen med, at kvindens tilstand på daværende tidspunkt var stabil og man ikke kunne afgøre med sikkerhed om den behandling hun ville modtage i Uganda ville være så ringe, at det ville være en krænkelse af forbuddet i artikel 3. Domstolen gjorde det altså klar, at der kun under meget særlige omstændigheder er tale om krænkelse af forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling ved udsendelse af syge personer. Udgangspunktet om statens suverænitet til at afgøre, hvem der må befinde sig i landet blev derfor understreget.

 

Disse domme fra 1997 og 2008 har således indtil nu været grundlaget for den danske praksis på området om såkaldt humanitært ophold. Det betyder, at det har været benyttet i meget begrænsede tilfælde, og man har formentligt ladet tvivlsspørgsmål udfalde til den syges ulempe. For eksempel i de tilfælde, hvor den rette behandling fandtes i landet, men ikke konkret var muligt for patienten at modtage.

 

I 2016 blev fortolkningen specificeret. Den nu afdøde Paposhvili led af livstruende leukæmi og stod til at blive sendt fra Belgien, hvor han havde modtaget behandling, til Georgien, hvor 10 % af befolkningen ikke havde reel adgang til sundhedsvæsenet. Det betød altså, at der var tale om et tvivlsspørgsmål som efter den daværende danske praksis kunne ende med en udsendelse.

 

Domstolen argumenterede derimod for, at staten skulle have overvejet den specifikke situation som Paposhvili befandt sig i og om han reelt ville have adgang til en behandling uden risiko for brud på forbuddet i art. 3. Følgende overvejelser skulle gøres: Hvilke omkostninger er forbundet med behandlingen? Har patienten råd til det? Har patienten et netværk i landet? Kommer patienten til at bo meget langt fra den nødvendige behandling?

 

I en nøddeskal betyder det altså, at staterne ikke kan nøjes med at påvise at en tilstrækkelig behandling findes i landet, men også skal undersøge om denne behandling reelt er tilgængelig for den udsendte dødssyge patient.

 

Der er fortsat tale om et stærkt begrænset område. Det kræves stadig, at der foreligger tvingende humanitære hensyn. Herunder at patienten skal være i livsfare således, at den behandling de ville modtage i hjemlandet ville udgøre et brud på forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

 

Som Inger Støjberg selv understregede under sit samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget d. 11. januar 2018: “Konventionen beskytter politiske og borgerlige rettigheder og har ikke til formål at garantere sociale eller sundhedsmæssige rettigheder.”

 

Paposhvili-dommen omhandler netop ikke en ret til adgang til sundhedsvæsenet, men derimod en ret til ikke at blive sendt til et land, hvor man vil blive udsat for en behandling som strider mod forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

 

At man i Udlændinge- og Integrationsministeriet har overset dommen i over et år, er tragisk for de mennesker, der måske kunne aflede en ret til ophold af dommen, og forhåbentlig er det ikke for sent for disse mennesker at få genbehandlet deres sager om humanitært ophold i overensstemmelse med gældende ret fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.