Nu er det fastelavn, men det er nok ikke derfor, at debatten om maskering igen er blusset op. Som bekendt vil regeringen stramme det danske maskeringsforbud, så det bliver forbudt at bære maskering eller heldækkende beklædning i det offentlige rum. Regeringens forslag er på ingen måde at sammenligne med det maskeringsforbud, der eksisterer i dag, hvor det er strafbart at tildække ansigtet i forbindelse med forsamlinger eller lignende uden et såkaldt anerkendelsesværdigt formål. Det er milevidt forskelligt fra dette forbud, som alene hviler på sikkerhedsmæssige hensyn og alene gør sig gældende i forsamlinger.

 

Vores grundlov beskytter enhvers frihed til at praktisere sin religion, også gennem overholdelse af religiøse skikke – såsom en bestemt beklædning. Den eneste begrænsning er hensynet til ’sædeligheden og den offentlige orden’. Et målrettet burka- og niqabforbud ville næppe kunne bestå denne test.

 

Det regeringen vil forsøge sig med, er derfor et mere generelt formuleret tildækningsforbud. Det følger nemlig af Grundloven, at man ikke med henvisning til sin religiøse overbevisning kan »unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«. Man kan med andre ord ikke af religiøse grunde blive fritaget for at opfylde den almindelige, religiøst neutrale lovgivning.

 

Regeringen søger smuthuller i grundloven ved, at det såkaldte burkaforbud juridisk vil få karakter af et generelt maskeringsforbud. Men forbuddet er motiveret af et ønsket om at fjerne burkaer og niqaber fra det offentlige rum. For selvom lovgivningen ikke må kaldes burkaforbud, er det klart, at det ikke er fastelavnskostumerne, regeringen har til hensigt at forbyde i det offentlige rum.

 

Er det undergravende for Grundlovens og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions formål, at smyge sig uden om diskrimineringsforbuddet, ved at kalde et forbud noget andet, end det i virkeligheden er? Man kan tale om, at det mest af alt er lovgivningen, som bliver udklædt og maskeret. For uanset hvor snørklet det end lyder, maskeres et maskeringsforbud ved regerings forslag som et neutralt forbud, der ikke er møntet på muslimer, men som i realiteten alene rammer muslimske kvinder, der bærer burka eller niqab.

 

Er det nødvendigt i et demokratisk samfund, at indføre forbuddet? Er der legitime hensyn bag lovforlaget og er indgrebet proportionalt? Det har menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg nu ad to omgange taget stilling til. Det afgørende har i domstolens præmisser været, om det vil blive formuleret religionsneutralt, og tjener et sagligt formål. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således fundet et neutralt maskeringsforbud foreneligt med menneskerettighederne både i Belgien og Frankrig. Netop på grund af dette blussede debatten op igen, da det måske vil være muligt I dansk kontekst at lave et maskeringsforbud.

 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lagde i forbindelse med forbuddet i Belgien vægt på ”the concept of living together”, altså at staterne med et forbud kan henvise til sammenhængskraften i et samfund. Det er et nyt begreb, og det er en måde at læse konventionerne med nutidige briller. Der har domstolen taget hensyn til medlemsstaterne i de værdipolitiske diskussioner og integrationsmæssige udfordringer, som Europa præges af i dag. Dermed etablerer domstolen et koncept om, at man under hensyn til at leve sammen i et moderne pluralistisk samfund skal have mulighed for at se hinanden i øjnene.

 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lagde dog ligeledes vægt på, at de enkelte EU-medlemslande har ret til et særligt skøn i de sager, som handler om religiøse spørgsmål. Det er set flere gange i praksis, og gjorde sig også gældende i Italien i 2009, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vurderede, at det ikke var i strid med religionsfriheden, når der på italienske skoler hang kors i klasseværelserne.

 

Men betyder en blåstempling fra menneskerettighedsdomstolen i enkelte tilfælde, at et forbud er foreneligt med menneskerettighederne? Efter præmisserne i dommen er det tydeligt, at afgørelserne ikke skal ses som en opfordring til, at de enkelte medlemsstater indfører et sådant forbud. Det skal nærmere ses som et udtryk for tilbageholdenhed fra domstolens side når det kommer til indblanding i spørgsmål der vedrører religion. Praksis viser, at hver stat har vide rammer i forhold til at regulere religionsfriheden. Går man i dybden med dommene på området, er det ligeledes klart at domstolen er splittet om spørgsmålet.