NORDLYSSAGEN: HVORFOR DANMARKSHISTORIENS STØRSTE HASHRETSSAG ER PÅ KANT MED MENNESKERETTIGHEDERNE

 

 

Studenterforeningen for menneskerettigheder afholdte den 13. marts arrangementet ’De Perfekte Vidner – er retssystemet sikkert?, hvor der med en bred vifte af foredragsholdere, herunder juraprofessor Eva Smith, anklager Line Scharf, forsvarer Kim Bagge og advokat Birgitte Arent Eiriksson (Justitia), blev debatteret den seneste retsskandale; Nordlyssagen.

 

Debatten, som også har kørt i de danske medier de seneste måneders tid, og som er belyst i DR dokumentaren ’De Perfekte Vidner’, har i høj grad sat fokus på opbygningen af vores retssystem – et system der ellers gang på gang kåres som et af de retssikkerhedsmæssige bedste (og senest som den bedste retsstat) med en generel stor tillid fra befolkningen.

Som borger forekommer der da også at være god grund til denne tillid, da retssystemet på mange måder er opbygget og kontrolleret med henblik på borgernes rettigheder og retssikkerhed. Dette ses ikke kun i den åbenbare beskyttelse fra den internationale menneskeret, men også som følge af Grundlovens krav til domstolene og Retsplejelovens regler i henhold til beviser, politi og tiltaltes rettigheder.

 Alligevel må man undre sig, når sager som Nordlys kommer frem i lyset, om der i dette glansbillede gemmer sig ukendte sprækker hvori borgernes rettigheder forsvinder. Nordlyssagen, hvor anklagere inden retssagerne har haft tæt kontakt med vidnerne, lægger nemlig i høj grad op til en overvejelse af, om der har været en tilsidesættelse af de anklagedes ret til retfærdig rettergang.

 

Ret til retfærdig rettergang

Retten til retfærdig rettergang er en central menneskerettighed for en velfungerende retsstat og er derfor også at finde i talrige menneskerettighedsdokumenter. Rettigheden omfatter blandt andet udtrykkeligt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Artikel 6), at den anklagede anses som uskyldig indtil modsat er bevist – et princip der også kendes fra den danske strafferetspleje. Det har derfor været vigtigt at lave et system, der sikrer den uskyldige. Af samme grund er der også i dansk ret krav om, at en strafferetssag behandles objektivt og sagligt, hvorfor Anklagemyndigheden, som sætter rammerne for sagen, er underlagt et objektivitetsprincip. Anklagemyndigheden skal derfor være objektiv og i så vidt mulig omfang oplyse sagen så objektiv som muligt – herved også oplyse om det, der taler for den anklagedes uskyld.

 

Tæt samarbejde mellem anklagere og politi

Det er derfor mildest talt dybt kritisabelt, at man har anklagere, der har tæt kontakt med vidnerne (i dette tilfælde politividner) inden retssagen, herunder ved at instruere svar, påvirke forklaringer, og ved at udlevere allerede udfyldte skemaer til vidneforklaring inden retssagerne – som anvendes mere eller mindre ordret i vidneforklaringerne – og som udleveres til retten og forsvaret med undtagelse af instrueret forklaringer.

Disse handlinger, der tenderer til medvirken til afgivelse af falsk forklaring, menes at være konsekvenserne af det meget tætte samarbejde mellem anklagere og politiet, der er placeret under samme overordnede myndighed (Justitsministeriet). Dermed bliver både efterforskning, og hvad der skulle være den objektive oplysning af sagen blandet sammen i en sådan grad, at man næsten ikke kan stille sig tvivlende overfor om de anklagedes ret til retfærdig rettergang er kompromitteret, som følge af den manglende objektivitet og saglighed i behandlingen af deres sag.

 

Systematisk problem eller enkeltstående tilfælde?

Da man med Nordlys-retssagerne ønskede at fjerne den organiserede kriminalitet i Christiania ved roden, som forsvar Bjørn Elmquist udtaler i DR dokumentaren ’De Perfekte Vidner’, tyder meget på, at retssagerne også spillede en stor rolle politisk. Da politi- og anklagemyndighed er underlagt Justitsministeriet, er det derfor muligt at man har følt et hvis (politisk) pres for at strække sig langt for at undgå at tabe retssagerne.

Men hvorvidt de anklagedes ret til retfærdig rettergang er blevet overskygget af politiske agendaer eller om de tvivlsomme metoder i retssagerne er en følge af det meget tætte samarbejde mellem Anklagemyndighed og politi vides dog ikke med sikkerhed. Sagen giver derfor anledning til at undersøge, hvorvidt der er tale om et større menneskerettighedsproblem i det danske retssystem som følge af det meget tætte samarbejde mellem politiet og anklagemyndighed og om de to enheder derfor bør adskilles i et sådan omfang, at der er tale om en reel uafhængig anklagemyndighed.

Viser det sig dog, at Nordlyssagen blot er et enkeltstående tilfælde, synes der derimod ikke at være grundlag for at lave en større systemændring, da der også, som blandt andet juraprofessor Eva Smith har argumenteret for, er positive sider ved det tætte samarbejde mellem anklagere og politi, heriblandt politiets opmærksomhed på den sigtedes rettigheder.

Nordlyssagen og håndteringen af de anklagede i de forskellige retssager er dog konkret utvivlsomt på kant med retten til retfærdig rettergang, og et forholdsmæssigt svar fra retssystemet bør inkludere rejst tiltale for de involverede anklagere, samt genoptagelse til ny behandling af de allerede afsluttede retssager.