Mere end hver 5. person, der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, vil nu opleve at blive udsat for tvang under sin behandling.

Skrevet af Studenterforeningen for Menneskerettigheder

I den danske psykiatrilovgivning tillades behandling af patienter mod deres vilje kun under ganske særlige tilfælde og som en nødløsning. Man ønsker som udgangspunkt, at al behandling af psykisk syge patienter skal ske ved frivillighed, dialog og motivering. Siden 2015 har det været et udtalt mål at sænke antallet af tvangsindgreb mod psykiatriske patienter, og der blev bl.a. gennemført en lovændring med netop dette formål.

På trods af disse fine intentioner viser tal, at brugen af tvang i psykiatrien er steget. Dette gør Institut for Menneskerettigheder opmærksom på i en rapport til FN’s torturkomité om Danmarks overholdelse af FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Under konventionen vil man ikke anse tvangsbehandlingen af psykisk syge som tortur, men nærmere som umenneskelig eller nedværdigende behandling. Sådan en behandling har Danmark også gået med til at afholde fra at udføre så vidt det er muligt og det er derfor utilfredsstillende, at der ses en stigning i brugen af tvang i psykiatrien, på trods af et udtalt ønske om at sænke brugen.

I tidsrummet 2012 til 2016 er antallet af tvangsbehandlede personer i psykiatrien således steget med 100. Mere end hver 5. person, der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, vil nu opleve at blive udsat for tvang under sin behandling. Herunder medregnes tvangsindgreb som fx. tvangsmedicinering, bæltefiksering, fastholden, tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.    

Særligt udsatte er børn under 15, hvis deres forældre samtykker til tvangsbehandling. Disse anses nemlig ikke retligt for at kunne blive tvangsbehandlet, da deres forældre kan samtykke på deres vegne. Det betyder, at et barn kan blive behandlet mod sin vilje uden at være beskyttet af den samme adgang til at klage eller de samme parametre skal være opfyldt som for en person over 15. At retsstillingen er anderledes for børn under 15 kan begrundes med at forældrene sikrer barnets interesser. Det er dog problematisk at et barn, hvis forældre samtykker til tvangsbehandling, ikke er sikret den samme retlige beskyttelse som en voksen eller et barn hvis forældre ikke samtykker. Retsstillingen burde herefter afklares således, at et barn ikke er dårligere beskyttet af loven end en voksen.

Dette problem er ikke ubetydeligt da 351 børn i 2016 blev udsat for tvang i psykiatrien. I 2011 blev ca. 16% af alle indlagte børn tvangsbehandlet, mens tallet var 23 % i 2016. Der ses altså en stigning i brugen af tvang mod psykisk syge børn, som svært kan forklares, især med tanke på målsætninger om at sænke tvang i psykiatrien.

Tvang er meget indgribende, kan være traumatiserende overfor patienten og hindrende for dennes fremtidige bedring, det er derfor meget vigtigt, at tvang kun benyttes som den sidste udvej for behandling. Hvad der er årsagen til den stigende anvendelse af tvang er ikke afklaret, men det kan problematiseres, at man har set en stigning i en tid, hvor der har været intentioner om at mindske brugen. Det kan i hvert fald konstateres, at lovændringer med gode intentioner ikke alene er tilstrækkelig til at sænke psykiatriens brug af tvangsbehandling.

Tak til foreningen Studenterforeningen for Menneskerettigheder, med venlig hilsen Redaktion VBavis