Nye oplysninger tyder på, at flere af kvinderne i TV2s indslag faktisk taler dansk.

TV2 retter nu afgørende fejl i en video, der denne uge har skabt massiv debat om integrationen af somaliske kvinder i Danmark.

I indslaget møder TV2 op i en somalisk kvindeforening i Vollsmose-bydelen i Odense og spørger 11 kvinder, hvor mange af dem, der kan tale dansk. Ingen rækker hånden op, og det blev på TV2.dk til teksten ”ikke en eneste kan dansk i somalisk kvindeforening” samt ”ingen taler dansk”.

Videoen blev offentliggjort den 18. februar og har skabt debat overalt i Danmark, ikke mindst blandt ledende folketingspolitikere.

Efter henvendelse fra Radio24syv, har TV2 rettet indslagets påstand om, at ingen taler dansk.

”TV 2 har rettet i teksten i videoklippet, hvor vi fejlagtigt konkluderede, at ingen til mødet taler dansk, og ingen er i arbejde. Det er slettet. Det eneste vi kan konstatere er, at af de 11 kvinder i begyndelsen af mødet ikke markerer, da vi spørger dem, om de kan dansk eller er i arbejde,” fremgår det nu af TV2’s historie på tv-stationens hjemmeside.

Flere af kvinderne taler dansk

Samtidig tyder nye oplysninger om danskkundskaberne blandt kvinderne i den somaliske kvindeforening på, at flere af kvinderne kan tale dansk. 

Det siger Annette Winther, der er dansklærer for kvinderne i den somaliske kvindeforening, til Radio24syv.

Radio24syv har bedt hende gense klippet, hvor ingen rækker hånden op.

”Jeg kender klart to – den ene underviser jeg og den anden er en kvinde, som jeg har talt meget med. De taler begge to dansk.”

Radio24syv har også været i kontakt med den jurastuderende Hassan Daher, der var til stede som tolk, da TV2 filmede de 11 kvinder. Han fastholder, at ”flere af kvinderne” både i og uden for kameraet kan tale dansk.

Skriver Radio24syv her