I tempohøj temperatur gjorde smil, handel og kaffe en verdens til forskel, da Venligboerne i fællesskabets ånd satte sig for at samle ind til uledsagede flygtningebørn, der vil forenes med deres familier.

Af Emil Bülow Petersen, redaktionen VBavis.

For mig er definitionen på Venligboerne ikke noget statisk. Men det er heller ikke noget flyvsk. Venligboerne opstod med tanken om at mødet mellem mennesker er det vigtigste redskab, hvis man vil skabe grundlag for positive fællesskaber, god sammenhængskraft og en kombination af tolerance samt kærlighed. På et mere forståeligt og konkret niveau, så gik det bare ud på at folk mødtes om en kande kaffe for at udveksle hjælp, hygge og relationer med hinanden. I dag er det stadig en non-profit organisation – eller rettere sagt bevægelse – der i lokale små og store fællesskaber i næsten alle Danmarks byer, bruger tid og energi på initiativer, der hjælper flygtninge og andre udsatte. Så venligboernes ånd er noget, der træder i kraft og står i opposition til den generelle – specielt vestlige – politiske og hverdagslige holdning, der er til minoriteter som muslimerne, indvandrerne, flygtningene og alle de andre, der kategoriseres, stigmatiseres og behandles forkert. Ånden er stærk, den er moderne, den er fornuftig og den giver håb for fremtiden – i mine øjne. I manges øjne. 

Nu er jeg lige flyttet her til København helt fra Aarhus af, og jeg vidste godt på forhånd at jeg ville møde venligboerne igen. Her er den største gruppe på Facebook nemlig hjemme med mindst fyrre tusinde medlemmer. Ikke længe efter jeg havde lært lille Birkerød at kende, søen, svanerne og byens liv, så begyndte København Centrum at kalde. På Facebook, når Venligboerne rigtigt får gang i et eller andet – som de altid gør – så kan man ikke undgå at blive hivet med på vognen, hvis man allerede har været der før. Det startede med at Venligboerne fik 6 flyttekasser fyldt med tilfældige nye og gamle bøger forærende fra en helt tilfældig venlig dame, Anne Sofie, der havde kontaktet Mads Nygaard i håb om at bøgerne kunne blive brugt til et godt formål.

Med det samme fik Mads sat gang i sagerne. Alle venligboernes forskellige københavnermuskler bød til med alt fra transport, kaffe, kage, parasoller, bord, planlægning og alt muligt andet. Smukt. Det er det jeg elsker ved det hele – fællesskabet – optimismen – teamworket – produktet, som er kærlighed og muskler!

Vi kom til Rådhuspladsen i København om morgenen torsdag d. 28. juni 2018 og solen var allerede varm som sædet på en fitnesscykel. Uden tilladelse begyndte vi så at stille det hele op, og så stod vi ellers bare i mange timer og spredte gode historier, smil, kaffe, kage og hyggede. Det endte med at vi samlede 9300 kroner ind til uledsagede flygtningebørn. Sikke en fangst. Sådan en dag og sådan et arrangement forestiller mange sig at være kedelig og besværlig, når det bare er ‘frivilligt’ og til et ‘godt formål’ som man så ofte er omringet af på telefonen og på mails, men i virkeligheden er det en eksplosion af følelser, venner, udfordringer og historier man bliver beriget af – og det hele er noget man ubetinget bliver afhængig af – især fordi det hjælper så mange andre mennesker. Alle de børn, der i sidste ende får penge nok til at kunne få deres familier bragt fra krig til Danmark får ikke samme chance igen måske. Der er ikke mange initiativer og mennesker, der hjælper flygtningebørn på den her spontane og stærke måde. Politikerne virker slet ikke til at ville have en finger med i spillet om bedre integration.

De initiativer og projekter som Venligboere rundt omkring i landet får til at blomstre er altid fyldt med små historier, der simpelthen bliver hyldede og delt på kryds og tværs i grupperne på facebook. Blandt andet var der Shoaib, der under Rådhudsplads-bogsalget pludseligt gjorde dagen meget bedre for os alle sammen. Som en mælkebøtte, der springer op gennem asfalten kom folk gladeligt forbi både kunder og bekendte, og ind imellem små mirakler; Shoaib ringede til mig midt i solens tangodans, og så sagde han:
“Hej Emil, dejligt arrangement i har jer på Rådhuspladsen, jeg ville ønske jeg kunne komme og være med, men sikringen i min salat-bar er røget og afløserne kommer ikke. Det er helt fantastisk det i gør og jeg elsker dét! Du må gerne komme med én ven og få alle de kolde drikkevarer og salater i vil have, og tage det med tilbage til jeres bod. Det ligger på Rådhusstræde 17 lige tæt på Rådhuspladsen. Vi ses Emil!”

Vi var jo mundlamme. Der var selvfølgelig kaffe nok, men med den hidsigprop af en sol var vandet og boblerne mere eftertragtede, så vi jublede da jeg fortalte i plenum hvilken kærlighedsmanifestation, der lige havde ringet mig op.
En af vore følgere – én jeg også mødte for første gang, og ikke sidste!

Så tog jeg en af mine venner på Rådhudspladsen, Sara, i hånden og vandrede af sted. Det tog omtrint 8 minutter at finde. Der var go’ stemning i gaderne. Pludseligt står vi inde i Rådhustræde Bagel og Salatbar (siden 1991). Der var helt mørkt. Lummert. Men hyggeligt. Og bag disken står en mand – en nydelig mand med det største smil på fjæset jeg længe har set – og han bød os velkommen. Her fik vi snakket og hilst og krammet i skyggen af hans velduftende butik. Vi fik kigget på sikringen og Sara bad sig dælme ad med at fikse den, så pludseligt var der lys og strøm i hele cirkusset og vi jublede og krammede igen!

Vi fik 2 poser og så sagde han, “fyld dem op fra køleskabet derhenne!” og så fyldte vi dem jo ellers bare op med vand, diverse sodavand, vitamindrikke og det hele! Kolde og kærlige væsker som sendt fra himlen! Han roste os til skyerne og sagde endda, “alle venligboere kan faktisk få 10 procents rabat herinde!” Det vil jeg huske. Sådan nogle ting, er hvad venligbo-ånden handler om – nemlig at tage sig den tid og frihed man har til at give til andre – om det er i form af salat, drikkevarer, penge eller tid, lektiehjælp og moralsk opbakning – det er ligegyldigt hvordan – alle former for hjælp skaber fællesskaber og giver noget godt igen! Tak til alle, der støttede indsamlingen d. 28. juni, og tak til alle de, der dagligt gør et eller andet godt for andre.

Projektet på Rådhuspladsen er noget, der læner sig stærkt op ad det kommende arrangement Litteraturen Samler Ind. I oktober 2017 samlede omkring 100 forfattere ind ved dette store arrangement i både København og Odense. Denne gang vil Aarhus og Aalborg også være med d. 29. september 2018 og det glæder selvfølgelig Mads Nygaard. Sidst blev der samlet over 150.000 kr. ind og målet er selvfølgelig at ramme det samme beløb til efteråret 2018 fortæller Mads Nygaard.

Her vil både Bodil Jørgensen, Abdel Aziz, Marie Carmen Koppel, Kirsten Thorup, Pelle Hvenegaard, Simon Kvamm og mange mange flere kendte ansigter være med på de forskellige scener, der vil samle ind til uledsagede flygtningebørn. Du kan følge med i begivenheden op til d. 29. september inde på facebooksiden “https://www.facebook.com/LITTERATURENSAMLERIND/” (kopiér linktet).

Alle pengene går som sagt ubeskåret til de uledsagede flygtningebørn som befinder sig i Danmark.