Ifølge et indslag på News her til morgen nægter 20% af folkekirkens præster at vie homoseksuelle.
Kirkeministeren kunne løse problemet med et ultrakort cirkulære med indholdet “Luk i eller skrub af!”
Ikke alene ville det være i tråd med hendes partis forkærlighed for snuptagsløsninger i det offentlige. Det ville også sikre hende en plads i dansk politisk historie.

Desværre sker det ikke. Lad mig fortælle hvorfor:
Vi homoseksuelle er på daglig basis de modvillige gidsler for visse politikeres og debattørers fremmedfjendske dagsorden.
De bruger accepten af Danmarks LGBTi’ere som en lakmusprøve på det rette danske sindelag og messer med alvorstone: “Kan du ikke lide homoseksuelle, er du udansk”.
Selv fra det notorisk homofobiske Dansk Folkeparti hører man ofte den slags udsagn.

Sagt på jysk giver jeg ikke fem potter pis for den form for savlende omklamring, da den altid er omgærdet af en dobbeltmoral så tyk, at man skal være idiot for ikke at gennemskue den.
For pudsigt nok har de samme politikere og debattører ikke det fjerneste problem med præcis den samme mangel på tolerance, når den udspringer af vores statsfinansierede folkekirke.
Hykleriet skriger – til himlen. I modsætning til hvad mange tror, er det ikke kirkeskatten, som finansierer folkekirkepræsternes løn. De penge kommer fra statskassen, som vi alle betaler til, uanset om vi er medlemmer af Folkekirken eller ej.
Ergo er det også et fælles problem, når det gang på gang viser sig, at den danske folkekirke er inficeret af en flok hadprædikanter, som rider egne kæpheste for borgernes penge.

Mange højtprofilerede præster bruger fx deres prædikestol som platform til at ytre sig i indvandrerdebatten og næsten altid i stærkt fremmedfjendsk og anti-muslimsk kontekst.
8% af de mandlige folkekirkepræster nægter at give hånd til kvindelige kolleger eller at acceptere dem som ligeværdige prædikanter af guds ord. 20% af kirkens præster blæser på Folketingsflertallet og det overvældende flertal i befolkningen og rider en homofobisk kæphest, som giver sig udslag i brutale afvisninger af homoseksuelle, kristne folkekirkemedlemmer, som ønsker at indgå ægteskab med deres elskede.

Situationen er uacceptabel og kan kun bringes til ophør gennem en komplet adskillelse af kirke og stat. Det åbner samtidig muligheden for et spændende socialt studie:
Hvor mange af de homofobiske, misogyne, xenofobiske folkekirkepræster beholdt mon deres nuværende lønniveau og privilegier, hvis de ikke længere fik lov til at stikke snablen i vores fælles kasse, men var henvist til at få gildet betalt af deres medløbere?

Mit kvalificerede gæt er, at langt de fleste af dem måtte finde sig en anden beskæftigelse, hvilket rejser endnu et par spørgsmål:
Hvem gider have sådanne typer rendende i deres virksomhed?
Og hvorfor udebliver kritikken af de populistiske politikere, som støtter dem gennem stiltiende accept?

Peer Aagaard