At se Lars Løkke opgive de sidste af sin regerings ambitiøse planer på dagens pressemøde var som at møde op til gruppeknald i den lokale swingerklub med tårnhøje forventninger og erfare, at begivenheden er aflyst og erstattet af bankospil med indledende fællessang og en kvart gris som hovedpræmie.

Mange husker stadig Helle Thornings forsikring om, at “der kommer en virkelig god løsning i morgen”. Den blev hun hånet meget for, og især da det viste sig, at løsningen bestod af ingenting. Hendes ord faldt som bekendt, da Socialdemokraterne måtte opgive ideen om en betalingsring omkring København på grund af intern ballade i hendes regering og problemer med baglandet. Til Thornings forsvar må det siges, at forløbet i det mindste var relativt kort.

Sådan har det ikke været med VLAK-regeringen. De er mestre i at trække pinen ud. Regeringen tiltrådte 28. november 2016. Det skete med brask og bram og et grundlag på 88 sider, som Lars Løkke selv omtalte som det mest ambitiøse i mands minde.

Samme dag begyndte nedturen. På område efter område har VLAK måttet renoncere på sine egne planer – enten på grund af modstand fra støttepartiet DF eller på grund af indbyrdes stridigheder.

Siden Folketinget åbnede efter sommerferien i 2017 har forløbet været særlig intenst godt hjulpet på vej af mere og mere hysteriske udmeldinger fra Anders Samuelsen på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden. Førstnævnte annoncerede gang på gang historiske skattelettelser ledsaget af det ene ultimatum efter det andet. Sidstnævnte sendte Martin Henriksen i byen med krav om udlændingestramninger, som fik Danmarks underskov af højreradikale til at bruse af begejstring og resten af landet til at skumme over af vrede ved tanken om at dele nationalitet med en så afstumpet person.

I dag er Samuelsen kravlet ned fra sit træ, og Henriksen har gravet sig ned i sin hule igen. Begge står de afpillede tilbage som de største tidrøvere i nyere dansk historie. To buldrende tomme tønder. To højtråbende, løftebrydende populister uden skyggen af substans. To dundrende fiaskoer som fortjener al den kritik, der kan ligge på dem. To sindbilleder på den regering, som ikke kun er Lars Løkkes seneste, men med stor sandsynlighed også den sidste.

Et tilbagevendende tema omkring skandale-ombruste Løkke har været, at det kan godt være, at han har været teknisk insolvent og gik i sponsorerede underbukser og fløj på 1. klasse som GGGI-formand, men politisk tæft – det har han. Sådan har det i hvert fald lydt gang på gang fra stort set samtlige politiske kommentatorer.

Jeg tillader mig at være uenig. Lars Løkke har i sin tid gennemført nogle rædselsfulde reformer, som har været til direkte skade for landet. Han har holdt hånden over lovbrydere blandt sine ministre, og hans videreførelse af de borgerliges uhellige alliance med Dansk Folkeparti har trukket hele landet i en nationalistisk retning, som afviger markant fra vore nabolandes og førende EU-landes politik på udlændingeområdet. På det store klimatopmøde i København faldt Løkke i søvn foran statsmænd fra hele verden og var stærkt medvirkende årsag til, at mødet endte som en gigantisk fiasko.

Og nu har han formået at være statsminister i 29 måneder uden at opvise væsentlige resultater.

Intet under at hans troværdighed blandt vælgerne skraber bunden. 14. December 2017 kunne Jyllands-Posten fortælle, at kun 25,1% af vælgerne fortsat ønskede Løkke som statsminister. Hvor dybt er det tal mon sunket efter dagens falliterklæring af et pressemøde?

Rent parlamentarisk er der intet til hinder for, at Løkkes regerings fortsætter, men hvorfor gøre det? Da han tiltrådte, svor han, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Alligevel bliver han siddende til ingen nytte.

Han har ikke en gang integritet nok til erkende sine fejl og gå af.

Når – ikke hvis – Løkke taber det næste folketingsvalg, vil han være fortid i dansk politik. Selv ikke den mest forbenede V-vælger går tilbage til en fuser. Som bekendt er det blevet kotyme i dansk politik, at detroniserede statsministre får sig et indbringende topjob, men ikke en gang den løsning står længere tilbage for Lille Lars fra Græsted. Hvilken organisation skulle dog ønske at gamble med sin troværdighed ved at anvende ham som spydspids bortset måske fra Danske Bryggeriers fadølsdivision?

Så nu handler det kun om at tælle dagene til næste valg i sikker forvisning om, at Danmarks handlingslammede regering ikke er i stand til at gennemføre noget som helst af afgørende betydning. VLAK står for Vissen, Lurvet, Afdanket og Kaput. Danmark fortjener ikke så lidt bedre.

Peer Aagaard