Journalisterne Camilla Stockmann og Janus Køster Rasmussen vinder Dansk Journalistforbunds Cavling-pris for den dokumentariske bog ’Bullshit – fortællingen om en familie’ om Danmarks første rockerkrig mellem klubberne Hells Angels og Bullshit.

Bogen er blandt andet baseret på flere end 100 mundtlige interviews med bandemedlemmer, familier, kammerater, politifolk og pædagogisk personale.
De to journalister havde taget orlov fra deres faste job på henholdsvis Politiken og DR for at skrive bogen, som de sammenlagt har brugt cirka syv måneder på.
– Det er uventet, men vi er meget glade. Tak til Cavling-komiteen for den store anerkendelse, siger Janus Køster Rasmussen efter at have modtaget prisen.

De to journalister vinder blandt andet prisen for at gøre folk klogere på en rockerkrig, hvor kilder i 30 år har været tavse.

– Mod alle odds er det lykkedes jer ikke bare at komme ind i rockerborgen, men også dybt ind i privaten til en verden med tilfældig vold, omfattende druk, stoffer, ladte håndvåben der er skjult i postkasser og evige tanker om flugtveje og håbløshed, siger komiteens formand Kaare Sørensen og fortsætter:

– Kilder, der har været tavse i 30 år, har talt. Det har I fået dem til, og i dag er vi anderledes klogere. Det er sjældent set så troværdigt. I er i sandheden værdige modtagere af årets Cavling-pris.

Kilde: dr.dk