August 2017. Nicolai Kobberup ankom til mit hjem i Skanderborg, og vi satte os udenfor med nogle cigaretter og øl. Han skulle bo hos mig under Smukfest. Jeg havde mødt manden én gang og kendt ham i omkring to uger, før jeg sagde ja til, at selvfølgelig kunne han bo hos mig under festivalen. Siden nåede jeg at møde ham en del flere gange, før det blev festivaltid.

Første gang jeg mødte ham, var jeg lige ankommet til Amager for at styre udviklingen af Venligboernes app og tage godt imod drengene fra Stanford. Nicolai ringede og fortalte, at han ville dreje forbi og hilse på os alle.

Vi satte os udenfor med nogle cigaretter og kaffe. Vi snakkede i længere tid, end nogen af os måske havde forventet. Jeg fik en grundig indføring i, hvordan Venligboerne København fungerer, hvad de render og laver, udfordringer, problemstillinger og alle de gode historier. Her var en mand, der brændte for sagen, for venligboerne og for at få lidt mere organisering ind i en ikke-organiserbar organisation. På mange punkter lignede vi hinanden, i hvert fald inde i hjertet og ude i måden vi gerne vil gøre tingene på.

Hjemme hos mig, før smukfest. I en af de der behagelige tænkepauser, der opstår, når man sidder i tusmørket og får en øl, sagde Nicolai: ”Jeg drømmer om at lave en avis. Hvis Ralf og Karen kan, så kan vi fandeme også”.

Som sagt, så gjort.

Tilbage i august måned var en af tankerne, at avisen skulle være med til at danne et subsistensgrundlag for Mads, Fawaz, Nicolai selv og mange andre, der render rundt og er funktionelle integrationsministre.

Meningen var ikke, at de skulle få penge for at gøre, hvad de nu gør.
Meningen var, at de skulle få lidt penge, så de kan blive ved med at gøre, hvad de nu gør.

I dag er meningen med avisen ikke helt den samme. Mads ville nok nok stadig nægte at få en krone. Jeg ved ikke, om Fawaz nogensinde har hørt om Nicolais intentioner? Nicolai har til gengæld tænkt sig, at lade det her blive hans fuldtidsarbejde. Foruden at være fuldtidsvenligbo.

Nu står vi så her. En bunke drømmere, der gerne vil lave en avis. Emil, fremtidens ildsjæl, er kommet med. Niels sidder og lurer lidt på sidelinjen. En mindre hær af frivillige skribenter sidder klar i kulisserne. Vi har kastet os ud i det, uden at være på plads med formaliteterne. Dem tager vi hen ad vejen, sådan lidt venligbo-agtigt.


Redaktionen pt.

 

Meningen dukker nok op på et tidspunkt. Vi prøver at finde den.

 

Som i går, da jeg skrev følgende, i vores egen lille lukkede redaktionsgruppe, her på Facebook:

Jeg har lidt en drøm..

Der er SÅ mange grupper alene på facebook med folk, der ikke er tilfredse og oftest med god grund.

Jobcentrets ofre, som du Nicolai kender til. Men også SÅ mange andre. Folk der er imod funktionelle lidelser (En rigtig “jobcenter” diagnose), folk imod dagpengereformen, folk imod uddannelsesloftet og… mange mange mange andre.

Der ligger SÅ mange frivillige kræfter, SÅ meget utilfredshed og SÅ mange historier. Både positive og negative, som ikke kommer frem og kun læses af dem, der i forvejen godt ved noget om det.

Jeg drømmer om, at vi rækker hånden ud til dem alle – og inviterer dem til at finde skribenter til vores site.

Vi tilbyder dem en platform, som vi vil stå for at promovere.

Vi tilbyder dem en platform, hvor deres historier ikke vil forsvinde ned i Facebook-afgrunden, men kan findes frem og huskes!

Vi tilbyder dem en platform, der vil samle alle kræfter i ikke-elite-Danmark, og løfte deres stemmer til én.

Det er helt og aldeles foreneligt med vores mål: Et talerør for alle.

På denne måde, ville vi få dækket langt bredere – og få fyldt nogle flere af kategorierne ud – Særligt indland. Jeg tænker også, at når skribenterne oplever, at deres artikler bliver læst af nogle flere, end hvis de bare skriver et indlæg i en lukket gruppe, så får de blod på tanden til at skrive mere, bedre og bredere (Jeg er også bange for at vi kommer til at lide af Københavneri – det vil dette modvirke).

Dertil tænker jeg, at vi tilbyder ALLE borgere – og ikke kun dem, der skriver bedst og er mest aktive – at lægge deres historie ind under en dertilrettet sektion.

Jobcentrets ofre kunne f.eks. få en sektion, hvorunder vi langsomt ville opbygge den mest omfattende oversigt og samling af historier om, hvordan jobcentrene egentlig agerer.

Dette vil være en rigtig glimrende dokumentation, så længe vi kan sikre en vis autenticitet i indlæggene: Folk skal opfordres til at fremlægge så meget dokumentation de kan i hver enkelt historie, udskrifter/billeder o.lign. fra korrespondance med jobcenteret og andre aktører, selvfølgelig hvor vi slører deres identitet (overstreger navne, adresser, cpr-nummer, så det kun er os som redaktion bekendt).

Med tiden, vil vi have så omfattende dokumentation om alle mulige forhold, som mange af os kender til, men som ikke rigtig bliver taget seriøst i den brede offentlighed, at hverken medier eller politikere kan sidde det overhørigt.

Også om eventuelt fremtidige problemstillinger.

Denne del af sitet, skal vi ikke promovere, men bare hjælpe folk til at få skrevet deres historie ind med fornuftig dokumentation. Så må folk selv sprede linket de steder, de nu finder passende.

På denne måde, vil disse mennesker forhåbentlig begynde at bruge vores site til deres historier og indignation – og sprede information om sitet i deres egne kredse og grupper. Uden at vi går på kompromis med kvalitet eller redaktionel retning.

Intet af det her lægger vi skjul på, over for dem vi inviterer ind.

Langsomt, som en gletsjer, vil vi gribe alle historierne.