Udenrigsminister Anders Samuelsen bevilger 20 mio. kr. i 2018 til at bekæmpe og forebygge voldelig ekstremisme i ISIL-frontlinjestaterne Irak, Jordan og Libanon. De 20 mio. kr. går til et dansk pilotprogram, som har til formål at forebygge radikalisering på lokalt niveau, bremse terrorfinansiering, imødegå ISIL’s propaganda på internettet samt sikre, at terrorefterforskningen foregår med respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincipper.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Kampen mod terrorisme og voldelig ekstremisme kan ikke vindes med våben alene. Det er også nødvendigt med en langsigtet, bredspektret indsats, så vi kan forhindre, at folk overhovedet udvikler sig til terrorister. Vi skal sætte tidligt ind og sørge for, at Mellemøstens unge ikke bliver indfanget af terroristernes forskruede voldspropaganda. Vi skal forebygge radikalisering helt ude i lokalsamfundene. Og vi skal afskære terrorgruppernes finansieringskilder.”

Forebyggelsesprogrammet er finansieret af Freds- og Stabiliseringsfonden og har med den nye bevilling et samlet budget på 59,8 mio. kr. i 2016-2018. Indsatsen med at forebygge voldelig ekstremisme i ISIL-frontlinjestaterne er en del af Danmarks bredspektrede engagement i Mellemøsten og styrker Danmarks bidrag til flere af de fem spor under den globale koalition mod ISIL, herunder bekæmpelse af ISIL’s propaganda, indsatsen mod fremmedkrigere samt imødegåelse af terrorfinansiering. Forebyggelsesprogrammet gennemføres i sammenhæng med de militære bidrag, stabiliseringsindsatsen, den humanitære nødhjælp og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.