Stephen Hawkings døde d. 14. marts i år og blev 76 år gammel. Han har forladt os, men han har efterladt os nogle vigtige pointer ved livet.

Jeg beundrer Stephen Hawking. Både historien om ham, filmen, hans sociale status, hans adfærd i sociale medier og så selvfølgelig hans videnskab samt filosofiske overvejelser. Det er disse overvejelser jeg gerne vil skrive lidt om her, som ære til den skarpeste hjerne i den slappeste krop. 

Da Hawkings blev født d. 8. januar 1942 i Oxford, England, var der ingen, der var klar over hvilken figur han ville udvikle sig til at være. Den korte version er blot at Stephen fra en tidlig alder havde et enormt fokus på fysik, kosmologi, matematik og eksistentielle spørgsmål. Han var en kæmpe figur med mange forskellige nuancer. Både som pædagog, skribent, universitetslærer, fysiker, matematiker, teoretisk fysiker, kosmolog, videnskabsskribent og astrofysiker fik han succes. Alt i alt en rigtig fighter med arbejdet højt prioriteret. Han er kendt som en af verdens førende teoretiske fysikere, og dét er han blevet uden nogensinde at rejse sig op fra sin kørestol.

Desværre kan de værste sygdomme ramme alle og enhver på tilfældige tidspunkter, og dét var præcist hvad Stephen var ude for da han blot var 21 år gammel.
Han blev – kort før sit første bryllup – diagnosticeret med ALS (Amytrofisk lateral sklerose), der forårsagede, at han ikke kunne bruge kroppen. Sygdommen forværrede over årene og pressede ham til et punkt, hvor han besluttede sig for at fokusere hundrede procent på sit arbejde og fag. Det har sikkert været en kæmpe motivationsfaktor at han var bundet til kørestolen. Hans stemme var hermed også blevet lammet, så han kommunikerede gennem en kunstig stemme-computer, som han også er ret kendt for. Det, der gør mest indtryk på mig alt dette her, er hans uimodståelige charme og humor, han altid udviser i interviews man kan se på internettet. Sikke en mand. Så smukt som solsikken, der bryder op igennem asfalten kan Stephen Hawking endda stadig smile med sin mund, på trods af ALS-sygdommen. Det er en egenskab han sikkert har sat stor pris på.

De vigtige eksistentielle spørgsmål, som han ofte blev stillet i interviews verden rundt – blandt andet af en dansk journalist også – er dem jeg gerne vil tale lidt om.

Det, der giver mig svar, er en mand som ham, der ved så meget som han gør. Hans viden omkring universet er enormt stor, og det gør mig tryg at han så også siger ting som følgende;

“Der er 3 ting jeg har lært mine børn, som er de vigtigste ting at huske ved livet. Den første ting er at du altid skal kigge op mod stjernerne og ikke ned på fødderne.”
Dette synes jeg er smukt. Der er et enormt håb og lys i det faktum at jordens mest natur-videnskabelige nørd siger dette. Det må jo betyde, at det er en central og vigtig egenskab ved vi mennesker at kunne se positivt og håbefuldt på tingene, uanset hvor mørkt det ser ud. Jeg tænker på at alle de flygtninge, der findes, alle de fattige og alle dem, der synes at livet er hårdt. Se op mod stjernerne, og tro på at tingene kan ændre sig. Det er motiverende. Så er der de sidste 2 ting han nævnte:

“Den 2 ting er at du skal arbejde. Hvis du ikke har noget arbejde eller noget at bruge din tid på, så virker livet meningløst. Det, der giver livet og dig mening, er det du beskæftiger dig med.” Dette synes jeg også er specielt motiverende. For der er ofte tider jeg funderer over meningen med at jeg eksempelvist tager på arbejde, for at tjene penge, så jeg kan betale husleje, så jeg har et sted at sove for at kunne tage på arbejde igen imorgen osv. Og tidspunkter hvor jeg tænker over, hvorfor vi mennesker går så meget op i hvordan andre mennesker har det på den anden side af kloden. Hvorfor har vi denne empati og næsten altruistiske tankegang – specielt i venligbo-bevægelsen. Og her kommer Stephens kommentar mig så til gode. For det, der giver mig mening, er selvfølgelig det faktum at jeg vælger at beskæftige mig med noget, der for mig er meningsfuldt. Til dét kan man så tænke over, om det man laver gavner andre eller ej. Det er faktisk ligemeget tænker jeg. Vi er ikke alle bundet til at skulle hjælpe alle andre. Man kan sagtens have et retfærdigt og meningsfuldt arbejde, selvom man beskæftiger sig med noget, der ikke har den store indflydelse på andres liv.

Den sidste ting han nævner er om kærligheden; “den sidste ting er at hvis du finder kærligheden, så skal du kæmpe for at beholde den. For kærligheden er sjælden”, siger Stephen i interviewet.
Smukt. Bare smukt. En mand af hjerte, hjerne og et kæmpe smil. Hvil i fred.